Calabria er den italienske ’støvlespids’ og en af de italienske regioner, som de gamle grækere annekterede under navnet Magna Grecia, Storgrækenland. Det er efterhånden mange år siden, men hos nutidens calabriske befolkning er mindet om tidligere tiders kulturelle storhed stadig levende, og i vinmarkerne findes et utal af druesorter, som med stor sikkerhed antages at have en græsk oprindelse. Dette kæmpemæssige druepotentiale blev bekræftet for nogle år siden, da Italiens mest estimerede ampelograf professor Attilio Scienza besøgte Calabriens mest kendte producent Librandi og alene på denne cantinas godt 300 hektar vinmarker fandt mere end 150 druesorter, som ikke var registreret nogen steder, men som angiveligt skulle have aner af græsk DNA-materiale. Disse 150 sorter har i mange tilfælde været plantet sammen med og formentlig været forvekslet med den mest kendte calabriske druesort Gaglioppo, der også kan føre sine rødder tilbage til Grækenland. Calabrias rige druepotentiale suppleres af en spændende geografi, hvor den calabriske halvø på den ene side nyder godt af indflydelsen fra det Tyrrhenske Hav og på den anden side af vandet i Den Ioniske Bugt. Læg dertil Calabrias komplekse geologi, som er en af de mest varierede i Italien. På grundlag af disse faktorer er det ikke underligt, at Calabrien har omkring et dusin DOC’er, men selv blandt vineksperter, er der stort set kun kendskab til en enkelt, nemlig Ciró, lavet på den tidligere nævnte Gaglioppo. Mange af de eksisterende DOC’er er blevet oprettet i 1970’erne, men flere af dem er næsten forsvundet, forstået på den måde, at der produceres en meget begrænset mængde vin, der påberåber sig DOC-status. Der synes i disse år, gennem IGT-kategorien, at være et målrettet arbejde i gang for at genskabe det ry for kvalitet, som Calabriens vine havde i oldtiden, men af økonomiske (manglende udefrakommende investeringer) og sociale årsager går det lidt trægt, og det gennembrud, som man har snakket om i mange år er endnu ikke kommet for de calabriske vine, hverken i Italien eller på eksportmarkedet. Alle, der gennem de sidste 15 år har skrevet om Calabriens vine, har haft den opfattelse, at nu stod gennembruddet lige rundt om hjørnet. Det tror vi også, men der skal nok et par ekstra hjørner til før det sker. |
|